Et halvt kilo penicillin - nu må det være nok - udskrives onsdag 29. juni kl 12.

Sport og litteratur 2

Mellem helvede og paradis

 

Efter anden verdenskrigs rædsler var sporten ugleset – også i litteraturen. Havde sporten ikke været en medskyldig i Tysklands udvikling fra en kulturnation til barbari. Nazisternes fokus på nationalistisk kropsopdragelse blev fastslået af Adolf Hitler i en tale til Hitler Jugend ved Rigspartidagen i 1935, hvor han i en velkoreograferet tale, fastholdt i Leni Rifenstahl propagandafilm Triumph des Willens, udtalte: Die deutsche Jugend muss flink wie Windhunde, zäh wie Leder und hart wie Kruppstahl sein (den tyske ungdom skal være hurtige som mynder, seje som læder og hårde som Krupp-stål). De olympiske lege i Berlin blev i et stort anlagt og perfekt gennemført set up skamløst udnyttet til propaganda for nazismen, som det første eksempel på sportwashing. Selv om der havde været stemmer for boykot af legene endte hovedparten af deltagerne med at spille med på nazisternes skuespil. Selv den tyske præsident for Organisationskomiteen, Theodor Lewald, brugte Heil-hilsenen, hvad den danske svømmer Inge Sørensen, 12 år gammel, ikke gjorde. (Se billede) Senere blev Lewald, der havde fjerne jødiske slægtninge, fjernet fra ledelsen.  For første gang blev sportens folkelige popularitet udnyttet til blåstempling af et regime. 

Sportens rolle under nazismen var således ikke noget, som fik litteraternes lyst til at inddrage sporten som motiv eller som gav stof til litterære værker. Efter krigens ødelæggelser gik der lang tid inden sporten igen kom op på niveauet før krigen og først i løbet af 50erne fik sporten igen fat i sit publikum og er i dag altdominerende i kulturbilledet. Men hvorfor var digterne tilbageholdende med at inddrage sporten i deres litteratur?